242 / 331
Det var om Aftenen i December Maaned, at Jens Kofod
sad i Rønne hos Jep Kromand ved Ølkanden i Samtale med
nogle Borgere. I det samme Sandemand og Kirkeværge
Peder Thorsen traadte ind ad Døren, for at faa en Hjerte
styrkning førend han kørte hjem til den ham tilhørende
Store-Myregaard, sagde Jens Kofod, der kendte Thorsen:
»Disse fordømte svenske Hunde burde vi, hvis der var
Mod og Mandshjerte i os, hugge alle ned.«
»Du skulde tage dig iagt,« afbrød Thorsen ham, »for
hvad du siger, Jens; thi Væggene har Øren.«
Kofod, en gammel, heftig Krigsmand, hvem det stærke
01 var steget til Hovedet, raabte nu: »Saa er det vel dig
selv, som er i Slæng med det svenske Pak.«
Begge Mændene kom nu i Strid, Jep Kromand gik imel
lem dem, og Peder Thorsen truede med sin Svøbe ad Ko
fod, idet han forlod Værelset. Dette kunde Kofod ikke
taale, han løb ud efter ham og naaede ham nede i Gaden.
De kom nu i Slagsmaal, Sandemanden forsvarede sig med
sin Svøbe, men Kofod trak sin Pallask og huggede ham
saadan i Hovedet, at han styrtede død til Jorden. Kofod
angrede sin Daad, men Thorsen laa længe og stønnede
paa Jorden, hvorpaa han blev bragt ind i et Hus, hvor
han døde inden Midnat efter at have nævnet Kofod som
sin Morder.
Da den Myrdedes Enke fik det sørgelige Budskab, kla
gede hun til Byfogeden; men da Kromanden og flere
Borgermænd sagde, at Peder Thorsen havde selv givet
Anledning til sin Død ved at oppægge Jens Kofod, jævnede
Byfogeden Sagen saaledes, at Kofod blev tilkendt en lille
Mulkt. Men hermed var den myrdedes Enke ikke til
freds. Hun red til Hammershus og anraabte Landshøv
dingen om Hævn over sin Mands Morder. Prindsenskjold
lod hende forklare alle Sagens Omstændigheder og lo
vede at forskaffe hende Ret.
Landshøvdingens Løfte kom snart Jens Kofod for Øre.
Han blev ikke lidt forskrækket, thi han kendte Prind-
senskjolds ubønhørlige Strenghed, og forsøgte nu, om hans
smukke og kløgtige Hustru, Kirstine, ikke skulde formaa
214