243 / 331
Landshøvdingen til at opgive Sagen imod ham. Ankom
met til Slottet traf hun, da Prindsenskjold var paa Jagt,
kun hans Kone. Grædende fortalte hun hende, hvad hendes
Begæring var. Fruen blev bevæget, og Kofods Hustru
troede at gøre sin Sag rigtig god ved en Foræring af seks
Sølvskeer. Idet hun lagde dem paa Bordet, traadte Lands
høvdingen ind; men uden at agte paa hendes Bøn fjernede
han sig. Paa sin Kones Tiltale svarede han, at hun skulde
sige Kofods uforskammede Kone, at hun skulde tage sit
Sølv med sig igen, ellers lod han Præsten give det til de
Fattige. »Har hendes Mand«, tilføjede han, »begaaet for
sætlig Manddrab, da skal han række sin Hals, og Dom
meren solgt Retten, da skal jeg rejse ham en Galge. Næ
ste Torsdag kommer jeg selv til Rønne, da skal jeg under
søge Sagen.«
Jens Kofod mærkede nu, at det var ilde fat, men da
han var en Mand med Energi, tabte han ikke Modet. Prind
senskjold var nu hans Dødsfjende, han besluttede at stille
sig i Spidsen for Opstanden og fuldbyrde Frederik den
Tredies Begæring. Han red derfor til Hasle og forestil
lede sine Venner, at nu var Tiden kommet, da man maatte
handle. Fik Landshøvdingen først at vide hans Ytring,
saa kunde det foraarsage, at de alle kom i Fare, derfor
maatte man enten drage imod Slottet eller gribe Ober
sten i Rønne.
Det sidste fandt man rigtigst, og at man maatte straks
tage fat paa Sagen var indlysende. Man havde saa meget
mere Aarsag dertil, da det var bekendt, at Prindsenskjold
agtede, naar han kom til Rønne, at ville paa ny udskrive
en stor Mængde Søfolk, der atter skulde sendes ud af
Landet.
Onsdag den 8. December, efter at have spist til Middag
Klokken 1, lod Landshøvdingen sadle sin Hest, »Skjold«
kaldet, tog ubekymret Afsked med sin Hustru og red ro
ligt i et smukt Solskinsvejr til Hasle. Han var vel bekendt
med den oprørske Aand, som herskede i hele Landet, men
i den Formodning, at det var fuldkommen underkuet,
troede han ikke, at nogen turde vove at angribe hans Per