StormenPaaKøbenhavn

det hørte under Danmark, hvilket med Guds Hjælp snart

igen skulde finde Sted.

Men nu blev Landshøvdingen vred. Han svor en fryg

telig Ed, at dette skulde aldrig ske, og sagde, at da han

mærkede, at et Mytteri var i Gære, saa skulde han sende

alle urolige Hoveder, det vilde sige, alt Landets Mand

køn, over til Sverrig. Men hans Vrede naaede den største

Højde, da hans Ridefoged kom ind og meldte ham, at

han havde set Indbyggerne væbnede flokke sig i Gaderne.

Jens Kofod og hans Medforbundne var imidlertid kom

met til Rønne, hvor de red hen til Kofods Broder Mads

Kofod Pedersen, for der at indsætte deres Heste. Her un

derrettede en Borger dem om, at de var blevet bemær

kede af Ridefogeden, der var gaaet til Prindsenskjold,

uden Tvivl for at berette ham deres Komme fuldt be

væbnede. Nu var der intet andet Valg end at skynde sig

hen til Borgmesterens Hus, hvis deres Plan ikke skulde

mislykkes, og fulgt af flere Borgere, der sluttede sig til

dem, naaede de Huset.

For at sikre sig imod, at Prindsenskjold skulde

undfly, satte Kofod to Mand til Vagt ved Indgangen, og

rundt om disse samledes der snart en stor Mængde be

væbnede Borgere. Stalddøren og Porten lod han tilstænge.

Da Borgerne saa dette, laasede de ogsaa deres Porte, for

at de Svenskere, de havde i Kvarter, ikke skulde komme

ud og forene sig med de øvrige Svenskere paa Landet.

Jens Kofod traadte nu ind i Stuen, fulgt af flere væbnede

Mænd, blandt hvilke Borgerkaptajnen Niels Gummeløs.

Landshøvdingen sad netop og spiste, og havde en Pakke

Papirer liggende foran sig. Da Kofod bemærkede Papi

rerne, spurgte han Prindsenskjold: »Til hvem skal disse

Papirer sendes?«

»Til min Herre og Konge, Carl Gustav,« svarede denne.

»Men jeg siger,« raabte Kofod, »at de skal til Kong Fre

derik«, og nu løftede han sit Sværd og spurgte Lands

høvdingen, om han vilde have Kvarter.

Men heraf vilde denne intet vide. Efter Visen svarede

han:

218