251 / 331
»For mig Qvarteer da var vel godt,
Men faae det af Dig var mig stor Spot.«
Noget lignende har han vel sagt, og muligt sagde da
ogsaa Kofod, som der staar i Visen:
»Du længer ei skal vor Landshøvding være.«
»Du falde skal snart for vor Fod.«
Da tog Prindsenskjold to Pistoler ud af sit Bælte, lagde
dem foran sig paa Bordet, for at vise, at han ikke vilde
give sig uden Modstand.
Visen ytrer da:
»Jens Kofod saae ikke længe derpaa,
Han slog de Pistoler, de fløi i Vraa.«
Nu trængte alle ind paa ham, da skød den stærke Prind
senskjold, som der staar i Visen:
»Under Bordet sin Ryg,
For at ihjelslaae sine Fjender tryg.«
Og Bordet, der som vi har bemærket, var af Sten:
»sønder gik;
Den Herre Prindsenskjold de ei fik.«
Det er rimeligt, at Lyset udslukkedes under denne Hur
lumhej, og at Landshøvdingen da smuttede bort i Mørket,
thi det er ikke troligt, at Jens Kofod, der vidste, at hans
Liv stod paa Spil, skulde have ført ham ud paa Gaden, og
ikke gjort det af med ham, som dog var de Sammensvornes
Plan.
Med Anvendelsen af sine Kæmpekræfter sprængte
Landshøvdingen den tilstængede Port, men Døren til
Stalden, hvor hans Hest stod, var saa godt tillukket ind
vendig, at han ikke formaaede at aabne den. Han fandt
vel nu sin Stilling betænkelig, da han ikke kunde faa sin
Hest fat og saa sin Sekretær og sin Rideknægt ligge myr
dede i Gaarden.
Her lyder Visen derfor:
»Han raabte saa høit, som han kunde bedst,
End havde jeg Dig, min gode Hest;
Og havde jeg Dig, min gode Hest,
Det skulde ei blive for Bornholms Bedst.«
219