252 / 331
Prindsenskjold søgte nu at redde sig ved Flugt, men
Jens Kofod og hans Mænd, som det var af den yderste
Vigtighed, at han ikke slap bort, styrtede ud paa Gaden,
hvor de opfordrede de forsamlede Borgere til at skyde
den flygtende Svensker.
Og de adlød Opfordringen, thi som der staar i Visen:
»De skøde paa ham ret kraftelig,
Men alle Kuglerne fra ham veeg.«
Som vi allerede ved, var Prindsenskjold efter den al
mene Mands Tro usaarlig, det vil sige, at han ikke kunde
saares af Bly eller Jern. Skulde noget dræbe ham, maatte
det være Sølv, og derfor hedder det ogsaa i Visen:
»Giv hid Sølvknappe-Kjole og Sølvknappe-Vest,
Som blive skal nu Prindsenskjolds Pest.«
I Storegade lige over for Borgmesteren Peder Laurid
sen, boede der en rig Købmand, Villem Klausen. Han var
en stor Krybskytte og havde ypperlige Geværer. Hans
Stedsøn, Klaus Høg, almindelig kaldet store Klaus eller
lange Klaus, tog Villems bedste Kuglebøsse, rev en Sølv
knap af sin Trøje, ladede Bøssen med den, og da han tog
den fra Kinden, efter at Skuddet var faldet, styrtede
Landshøvdingen, truffet i den højre Kind eller Tinding,
død til Jorden ved et Hjørnehus, hvor en mægtig Granit
blok i Stenbroen betegner det Sted, hvor han faldt.
Visen ytrer sig saaledes om hans Drab:
»Villem Klaussen stod i sin Govi,
Han sled en Sølvknap af sin Kjol.
Frem da gik den store Klaus Høg;
Han Prindsenskjold til Jorden skød.«
Nu styrtede alle hen til Stedet, hvor den Dræbte laa;
men den Afdødes tro Hund Snap vilde ikke tillade, at de
nærmede sig hans Herre. Den forsvarede hans Lig med
et heftigt Raseri, først da den kække og modige Hund
var fældet af flere Kugler, formaaede man at nærme sig
Liget. Ogsaa dens Troskab forevigede man med en min
dre Granitsten, ved Siden af Landshøvdingens.
Jens Kofod lod nu det afsjælede Legeme bære ind paa
Raadhuset, for at man ikke skulde plyndre og mishandle
220