253 / 331
det, og der blev det liggende, indtil man begravede det.
Prindsenskjold blev dræbt i sin kraftigste Alder, og
Glæden var stor, da Rygtet om hans Død udbredte sig
over Øen, thi Hadet til ham var almindeligt, og han af
skyedes af alle som en grum Tyran. Carl Gustav tabte
i ham en tro og hengiven Mand, der paa det punktligste
efterlevede hans Befalinger, uden at kende til Mildhed
eller Skaansel. Hvad man med Rette kan bebrejde ham,
var, at han ikke holdt bedre Mandstugt, thi det kan ikke
være andet, end at der maa være indkommet Klager over
de raa Soldater, og mulig var det af Trods, at han ikke
agtede paa saadanne Klager. Hans Drab er at sammen
ligne med Grev Gerts af Niels Ebbesen, intet andet kunde
frelse Landet fra Undergang. Klaus Høg maa derfor i
Patrioters Øjne staa ligesaa højt som den kække jydske
Herremand, thi ligesom Danmark skylder denne Befriel
sen fra det tydske Aag, saaledes skylder Bornholm hin
Befrielsen fra det svenske. Hovedmændene for Sammen
sværgelsen synes at være Mænd, der ikke handlede med
Bestemthed, thi da havde de straks nedlagt deres Lands
Tyran og ikke indladt sig i Samtale med ham og derved
givet ham Lejlighed til at flygte og muligvis at redde sig,
hvilket vilde have haft Bornholms Undergang tilfølge.
Efter de troværdigste Kilder maa vi nu antage, at Røn
nes Beboere ihjælslog alle de i Staden indkvarterede Sven
skere, der skal have beløbet sig til en Snes Mand. Ikke
en eneste Mand skal være sluppet med Livet. Derpaa rin
gede Byens Klokker, for at forkynde Landets øvrige Be
boere den glædelige Tidende om Tyrannens Drab. Og
derefter lød Klokkerne fra alle Øens Kirker og samlede
Almuen, thi nu skulde S vineslagtningen finde Sted.
En saadan Aftale om at slagte alle Svenskerne paa een
Nat, naar Klokkerne ringede, omtrent som da Sicilianerne
i den hellige Vesper dræbte alle Franskmænd paa deres
0 , skal være gjort ifølge den lagte Plan til Landshøv
dingens Mord. Det hedder i den gamle troværdige Vise:
»Og Bønderne alle fik Ordre, at
De skulde slagte deres Sviin den Nat.
221