StormenPaaKøbenhavn

Og hvilken Bonde, som først blev klar,

Skulde hjælpe sin Nabo Gaard for Gaard.

De Bønder, den Ordre saa vel forstod,

»Vi gjøre ikke Pølse af dette Blod.«

Det var ligeledes en Aftale, at medens der ringedes

med Kirkeklokkerne over hele Øen, skulde der ikke ringes

med Rutskers og Ois’s Klokker, for at ikke Lyden skulde

naa til Hammershus og advare Besætningen.

I Visen hedder det nu:

»Men der at Klokken om Natten var tolv,

Begyndte den Ringen paa Bornholms Land.«

Denne Ringning var Signalet til det almindelige Blod

bad og skulde ogsaa tillige tjene til, at de dræbte Sven

skeres Sjæle kunde fare til Himmels ved Klokkeklang.

Af den paa Øen værende svenske Besætning skal kun

tolv være undgaaet Døden. De blev, da de bønfaldt Bøn

derne, skaanede, men en saadan Skaansel fandt ikke Sted

overalt. Et Sted, hvor fire Svenskere laa i deres søde Søvn,

traadte Bonden ind med en Økse. En af Svenskerne vaag-

nede ved Bondens Indtræden med Lampen i Haanden,

og spurgte, da han hørte Klokkeringningen: »Hvad ringes

nu for?«

»For din arme Sjæl,« svarede den haardhjertede Born

holmer, og i det samme knuste Bondens Økse Svenske

rens Hovede, hvorefter de andre Svenskere ogsaa fik deres

Bekomst.

Et andet Sted slog en gammel Kone med egen Haand

syv Svenskere ihjel uden nogens Hjælp.

Man skaanede ligesaa lidt de højere Officerer, der var

indkvarterede paa de store Gaarde. De Døde blev siden

begravede i kristen Jord med brugelig Jordpaakastelse

i Nordkanten af Kirkegaardene, hvor man endnu i Slut

ningen af forrige Aarhundrede saa tydelige Spor af disse

Begravelser, der kaldes »Svenskeknoldene.«

I den gamle Vise ligesom i forskellige Optegnelser an

gives Antallet paa Slagtofrene aldeles ens, nemlig 965.

Da Prindsenskjold var dræbt, iførte Jens Kofod sig

den faldnes Kappe og Hat, væbnede sig med hans Pi-

222