Previous Page  257 / 331 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 257 / 331 Next Page
Page Background

Tegn fra ham. Da Løjtnanten var kommet i Land, tvang

Kofod ham med Kaardespidsen for Brystet til at tilstaa,

at han havde aftalt med sine Folk, at de ikke maatte gaa

i Land, uden at han sendte dem en Kniv med nogle visse

Tegn. Det øvrige Mandskab blev nu snart lokket i Land,

og Bornholmerne bemægtigede sig Gallioten.

Kort efter ankom et svensk Transportskib til Øen, hvil­

ket tilkendegav Prindsenskjold sin Ankomst. Jens Kofod

lod befale, at Officererne og Mandskabet skulde straks

komme i Land, men den Øverstbefalende fandt det mis­

tænkeligt, at det var lutter bornholmske Folk, der bragte

denne Besked, og forlangte Forholdsregler fra Prindsen­

skjold selv. Men da der ikke fandtes nogen, der kunde

skrive nogen svensk Ordre langt mindre efterskrive hans

Navn, saa søgte Jens Kofod ved mundtlige Ordrer at faa

Svenskerne lokkede i Snaren, ved at foregive, at Prind­

senskjold havde forvredet sin Haand ved et Fald fra He­

sten. Men Officeren fandt sin Mistanke endnu mere bestyr­

ket og forlangte bestemt at se enten Prindsenskjold

selv eller idet mindste nogen af hans anseligste Officerer.

For at fange Svenskerne besluttede nu Kofod at spille

Landshøvdingens Rolle. Han iførte sig dennes Pragtkaabe,

satte hans Fjerhat paa, spændte hans Slagsværd om Læn­

den, satte sig paa hans vælige Hest »Skjold«, red ned

til Stranden, og tilkendegav ved Vink og Raab, at Mand­

skabet paa Skibet skulde komme i Land. Men Svenskeren

gennemskuede Komedien. Til de udsendte Bornholmere

sagde han: »Jeg kender rigtignok Prindsenskjolds Kaabe

og Hat, jeg kender ogsaa godt »Skjold«, hans Hest, men

derimod ser jeg, at den Mand, der rider paa Hesten, aldrig

har været Prindsenskjold«. Kofods Maskerade hjalp alt-

saa intet; Svenskeren, der lugtede Lunten, lettede Anker

og gik tilbage til Sverrig, medtagende de til Skibet ud­

sendte Bornholmere.

Bornholmerne afsendte nu Befuldmægtigede til Køben­

havn og underkastede sig ikke alene den danske Konges

Regering, men overdrog Øen til Kongen og hans Arvinger,

fødte og ufødte, til evindelig Arv og Eje.

Stormen paa København 15

225