249 / 331
svensksindet og havde ingen Bønder sendt til Skoven,
saa at Prindsenskjold red uantastet igennem den. Han
vilde være blevet underrettet om de Sammensvornes Plan,
at dræbe ham, hvis Præsten Tresløv havde faaet Opfor
dringen til at stille de tolv Bønder, forinden han havde
begivet sig paa Vej til Rønne, thi Præsten vilde gerne
have et fedt Embede, hvilket han troede vilde tilfalde
ham, naar de andre Præster, som aabenbare Deltagere
i Opstanden, afsattes. Men hans forræderske Adfærd var
til Held for Bornholmernes Sag, thi var Prindsenskjold
blevet dræbt ved højlys Dag, saa vilde vist hans Soldater
have hævnet hans Død, som allerede sagt, ved Mord og
Brand.
Da de Sammensvorne saaledes i Hasle var gaaet Glip
af at nedlægge ham, begav Niels Gummeløs, Jens Kofod
og et Par andre sig straks paa Vej til Rønne. Da de kom
til Skuleskov, blev de ikke lidt forbitrede, da de erfarede,
at Landshøvdingen var redet uhindret igennem den. I
største Hast forsatte de Vejen til Rønne tilligemed to Bøn
der, de havde truffet paa.
Prindsenskjold var imidlertid kommet til Rønne, hvor
han red til Byens ældste Borgmester, Peder Lauridsen,
i hvis Stald han satte sin Hest. Han traadte derpaa ind til
Borgmesteren og satte sig bagved et stort Stenbord med
en massiv Egefod. Han irettesatte denne for den oprør
ske Aand, der herskede i Byen, thi Indbyggerne havde
saa godt som erklæret sig for Danmark og vilde ikke læn
gere betale Skatter til Sverrig. Han gjorde Borgmeste
ren opmærksom paa, at slig Opsætsighed blot vilde med
føre Byens Ødelæggelse, da han agtede at indlægge en
stærk Garnison i Byen, der skulde inddrive de resterende
Skatter, naar ikke Borgmesteren forinden, med Hensyn
til den Behandling Byen vilde blive underkastet, indbetalte
Restancerne uden Ophold.
Borgmesteren var en kæk Mand, og derfor svarede han
Prindsenskjold rent ud, at Borgerne hverken kunde eller
vilde udrede de utaalelige Skatter og Paalæg, som der nu
afpressedes dem, og hvortil de intet havde kendt, da Lan
217