51 / 331
Det var deres fælles Haab i den Kamp, de hver for sig
havde med en Adel, der var blevet alt for mægtig, at blive
souveræne Konger. At der
ikke
er blevet talt om, at de
begge førte
tre
Guldkroner i deres Vaaben, er givet. De
var udtrykkelig kommet sammen i Venskabelighed. At
det var paalagt Dronningen at prøve paa at formaa Carl
Gustav til at love senere at give Halland eller Skaane til
den lille Prins Christian er maaske en Mulighed. Den
danske Kongesøn blev i hvert Fald hentet til Frederiks
borg fra København og forestillet for Carl Gustav. Hvis
et Forsøg af den Art er blevet gjort, er det i hvert Fald
mislykkedes. En Ting, der kan tyde paa, at denne fan
tastiske Sag er blevet bragt paa Bane under Besøget, er,
at svenske Kilder benytter den til at udstyre Carl Gu
stav med en virkelig slagfærdig Replik. Han skal have
afvist Anmodningen med Bemærkningen: »Husk, at det
er ikke Magnus Smek, der regerer i S verrig nu.«
Sikkert er det, at der blev gjort Stads af Gæsten og
givet ham en Overdaadighed af Høfligshedsbeviser; men
ingen venlige Følelser. Man iagttog hinanden desto mere;
og frittede ud.
Da man nu ved saa lidt med Sikkerhed om disse Sam
taler, kan det maaske være rimeligere at rette Opmærk
somheden mod det mere sikre: en Beretning om Ophol
det paa Frederiksborg, hentet fra Sverrigs Rigsarkiv,
hvor den har ligget indtil 1884, da Dr. John Bottiger om
taler og citerer den i en Afhandling om nogle Kunstsager.
Beretningen tilskrives først Generaladj utant Ahrensdorff,
men da den danske Historiker Dr. phil. Francis Beckett
mange Aar senere rekvirerede en Afskrift fra det sven
ske Rigsarkiv, fik han af Arkivaren Per Sondén Medde
lelse om, at Beretningen rimeligvis skyldes den berømte
Generalkvartermester Erik Dahlberg. Fra anden Side er
rejst Tvivl om, hvorvidt Dahlberg var paa Frederiks
borg; men det var han nu nok. En Enkelthed som den,
der findes i Slutningen af Beretningen, at Kong Frede
rik stillede sin Lystjagt til Raadighed for sin Gæsts Over
fart fra Helsingør til Helsingborg, findes ingen andre
43