342 / 500
— 335 —
Følelse, der greb Dig, da Du gik fra Examensbordet
ned ;ad Trappen, rørte mig især. Jeg forstaaer det saa
godt, Du Kjære, Du følte Dig eensom i Verden, Du
trængte i det Øjeblik til at omfavnes af en Moder, der
ret havde glædet sig med Dig over, at Du havde vundet
Sejer og veloverstaaet Examen. — — Nu er det jo, at
Du skal leve et Liv, der skal være Sandhed, saa Du
faaer Mere end en Drøm ud deraf; nu kan Du i Ro
hengive Din Tid til at arbejde paa Det, Din Hu staaer
til, og Du vil faa Glæde deraf, det veed jeg vist. Nu,
da Haabet om at se Dig her bliver til Vished, vil jeg
sige det til Chr. Winther. Indtil nu har jeg levet som
Tavshedens Gudinde om Dig.
Jeg har liggende her et lille Digt, som Chr. Winther
skrev i Vinter, da han engang hørte
Ida
sige: „Ak, gid
jeg var med i Krigen og blev skudt!“ 1) Det er smukt,
synes jeg. Du skal læse det, naar vi sees.
Hellebæk, 6te Aug. 64.
Saa! Nu er Du borte! Som en kort Drøm er Dit
Besøg hos os forbi. Saa nu skal Du bestige Bjærgene!
Det er besværlige Ture, farlige, ofte meget farlige, uden
Resultat. Jeg synes, at nu kan mine stille Breve ikke
have nogen Interesse mere for Den, der tumler sig i et
helt nyt ydre Liv af Skjønhed og Afvexling. — —
Welhaven
kommer sig nok aldrig. Han har liidt
som en Vanvittig i Vinter, raset om Natten; nu er han
som et stille, fromt Barn, men taler ikke. Sorg over
vor Skæbne har dræbt ham. Ja, han elskede Danmark
i sin inderste Sjæls Dybde. — I Søndags var Chr. Win
ther . . . herude.
Ida
ligger stille hen; hun har Feber.
x) Maaske „Til en ung dansk Pige“ (Sml. Digtn. X, S. 124).