347 / 500
— 340 —
men Herrerne vare nede i Salen. Der var en Kvinde,
hvis Dejlighed var henrivende; thi hun forenede en
Gratie dermed, som er langt sjældnere end Skjønhed.
Hun var Model for en russisk Maler, ved hvis Arm
hun hang som en Vinranke. Hun dansede ikke; jeg
troede, hun elskede ham, og den Kvinde, der for Alvor
elsker, bryder sig ikke om at danse. — Du vilde have
Sans derfor, Du har en dyb, glødende Sjæl, og, træffer
Du en Kvinde i Livet, der helt kan bemægtige sig Din
Sjæl — ja, da vil Dine Sange varme og gribe Hjærtet
paa en hel anden ^daade end nu.
. . . Af
låsen
har jeg læst flere Sager; han har
stort Talent. . . . Tak, Du Kjære, for „Fåliskarens be-
råttelser“ ! Det var en interessant Bog i flere Henseen
der, især i historisk. Det var morsomt, jeg havde læst
den, da Fru
Runeberg
netop omtaler den i hendes sidste
Brev. _
Hauch
har skrevet et smukt Digt over
Wiehe;
det ender saaledes:
Forladte, blege Danmark!
Forsvunden er Din Glans.
Snart er Din Pande smykket
kun med en Dødningkrans.
Det er destoværre sandt, og jeg oplever ikke at se voi
Skjændsel aftvættet; men det vil ske; det Haab levei i
hver trofast Sjæl.
Kjbhvn., 29nde Nov. 64.
Tak for Dit lille Brev! Det bedrøvede mig at se,
Du var bleven vemodig stemt over mit Brev. Jeg troede
at lette Dig Byrden af Breve til mig, hvis Du havde
Mange at skrive til, og saa fremkalder mit daarlige
Skriveri det Modsatte. . . . Hjemløs kan Du aldrig blive;