ChristianWinther

— 343 —

vi rejste længere bort, skjøndt

ikke

i Sverrig. Jeg rejser

hjem d. 23nde fra Malmø. Hvordan har Du det i al

den Herlighed, hvori Du lever?1) Men frem for Alt,

skriv Lidt til mig, om Du har Tid; det er en lille Glæde

at vide sig mindet. Idag kommer

Otto [Petersen]

over

til os; jeg kan sige, han er kjærlig; thi han deler Sorg

og Fornærmelser med os.

Henri

og Chr. Winther

komme paa Søndag. . . . Det har ikke været mig mue-

ligt i Sverrig at finde Noget af Chr. Winther; jeg vilde

have givet det til en fattig Skolelærer ved Kullagunnars-

torp, som jeg var inde hos. . . . Hvor underligt at være

i Dit Land, naar netop den Eneste, for hvem jeg skulde

rejse dertil, er borte! . . .

Kjbhvn., 27nde Sept. 65.

Endelig fik jeg Dit kjære Brev og seer deraf til

min Forundring, at Du af mit dybt bedrøvede Brev har

faaet Det ud, at jeg tvivlede om Din Kjærlighed og

Trofasthed; ja , seer Du, det er en ’Ulykke, der ofte

følger med Sorgen, at man trykkes saa stærkt af Det,

man lider af, at det Gode, man har, ligesom føler sig

skudt tilside; men jeg troer paa Dig. . . . Din Deltagelse

i vor Sorg er ligesom Lægedom, og derfor længes jeg

dobbelt efter Dit næste Brev. . .

Monrad

frister mig hver Dag til at følge med dem

[til Ny Zeeland]; men

Ida og

Chr. Winther kan ikke,

saa vi blive her, skjøndt jeg i mit Inderste føler mig

blødende over vort Lands Skjændsel og vore personlige

Stød. . . . Vi komme vist i Vinter til at bo i Hotel, da

Chr. Winther sagde vor Bolig op i den Hensigt at bo-

Snoilsky

var dengang Attaché ved det svenske Gesandtskab

i Paris.