356 / 500
349 —
slaaende Lyrik, dette lykkedes det den danske Digter
at udføre i en mildere Toneart og med et ægte dansk
Farveskjær. Uden at blive uforstaaelig, uden at blive
smaalig eller fordringsfuld, fører han os ligesom hen
foran sit eget private Liv, og en tilfældig Begivenhed
eller en Egenskab, som han sætter Pris paa hos Den,
han vender sig til, danner Udgangspunktet til et eller
andet lille Digt, som trods al sin Særlighed taler lige
varmt til os Alle. Dette gjælder i høj Grad om Digtene
„Til Een“. Og den samme Ævne for det Særlige viser
han i sine Naturskildringer. Alt Dette finder Anmelderen
nu igjen i „Brogede Blade“, der røbe Digterens kjendte
Friskhed og milde Lune; Skjælmeri og Løjer spille om
hans Mund. Som mindre heldige nævnes Sonetterne fra
Krigens Tid, „En Bejler“, „En Skuffelse“ og „I Rom
1854“ ; her er Bitterhed og vranten Betragtning af Ver
den, som man ikke tidligere fandt hos denne Digter, og
som ikke hører Poesien til. Til Gjengjæld faaer man
denne i „Verner“ og „Genrebilleder“ ; naar Noget her
er kommet til fra tidligere Tid, som maaske tør minde
om Alderen, er det ikke Svaghed, men tilsyneladende
forøget Kraft.
„Folkets Avis“
\Erik B&gli
j 1) siger, at „Ingen af
vore danske Digtere har beriget vor Literatur med en
saadan Løvsal af vaarfriske, lysegrønne Blade som Chr.
Winther. Den, der efter at have gjennemlæst „Brogede
Blade“ satte sig hen for at skrive en Anmeldelse af den,
vilde have en ligesaa svær Opgave, som om han med
Pen og Blæk skulde betegne den underfulde Farverig-
b 1865 Nr. 294.