357 / 500
— 350 —
dom, hvori den danske Skov pranger paa en solklar
S eptem b erdag .“ --------
Kort Tid efterat „Brogede Blade“ havde seet Lyset,
fyldte Winther 70 Aar. Det var rimeligt, at det danske
Folk, der skyldte ham Saameget og aldrig havde hyldet
ham, følte Trang til at fejre denne Højtidsdag, og det
var Studenterforeningen, som i den Anledning vilde ind
byde til et Festmaaltid for ham. En saadan Tanke var
altid Winther afskyelig, og særlig nu, da han næsten
var blind. Dengang han hørte om denne Plan, sagde
han: „Jeg vilde aldrig kunne holde det ud, og jeg vilde
ikke kunne svare paa en eneste Skaal. bornylig var
jeg til Barnedaab, hvor der En stod op og roste mig
over alle Grændser, og jeg kan kun sige, at det er det
Modbydeligste, jeg veed i denne Verden.“ Dette var be
grundet i hans flere Gange før omtalte Fædrene- og
Mødrenearv: den store
Beskedenhed. Goethe
siger i
anden Del af sin „Faust“ :
Det er just Tegnet paa den store Mand,
at ej han Roes fordrage kan.
Beskeden vil han Hæderspladsen vige,
som om han havde mange sine Lige.
Dette passer paa Winther. Hans Beskedenhed kommer
i hans Liv frem paa saamange Maader. Da han i 1835
sendte Overkrigskommissær
N . C. Øst
Stof til en Bio
grafi, som findes i vedkommende Udgivers „Materialier
til et dansk biografisk-literarisk Lexikon“, ledsagede han
sine Optegnelser med følgende Linier1): „Jeg forsikrer
Deres Velbaarenhed, at jeg næsten har været undseelig
ved at nedskrive disse Noticer om min ubetydelige Pei-
b Findes paa Det kgl. Bibliotek.