355 / 500
— 348 —
Winthers Brug af de samme Rytmer,
Oehlenschlæger
har benyttet paa nordisk Grund; men Winther gjorde
med tilsyneladende de samme Midler en ganske anden
Virkning. „Her mødte man pludseligt en Finhed og
Ynde, en smeltende Ømhed, en Mildhed i Alvoren,
hvortil man ikke skulde troet det Sprog istand, der
hidtil kun havde skjæmtet med spillende Vid eller talt
jævne, dundrende Ord, og paa den anden Side en Vit
tighed, som talede i ganske nye Toner, der forfriskede
som lette Vindpust, men ingen Pile sendte, og til sine
Tider igjen dumpe, sørgmodige Rytmer, der kastede
lange Skygger ind i denne Verden af Solskin og Smil.“
Der paavises nu, hvorledes Chr. Winther i den Grad
har bemægtiget sig Versemaalet i „Hjortens Flugt“ og
af dette gamle, ofte brugte, skabt et nyt Vers, som ikke
kan bruges efter ham, udenat det strax minder om dets
Skaber og ved sin blotte Klang vækker Forestillinger
og Erindringer, som enhver den Digter, der nu bruger
det, maa respektere. Endvidere paavises det, hvorledes
Chr. Winther har indført en særegen Digtart i den lyri
ske Poesi, idet han ikke har været bange for at sige Alt
paa den Maade, han egentlig har følt og oplevet det;
tidligere frygtede man for Alt, hvad der gik i det En
kelte, men sværmede for det Almengyldige; det „Smaa-
lige“ laa under den lyriske Muses Værdighed. Chr.
Winther forstod, a t, naar blot Stemningen og Tanken
havde Gyldighed for Alle, var det kun en Fordel, jo
mere særligt Præg han kunde stæmple dem med; han
forstod, at det lyriske Digt heller end gjærne maatte
være et Lejlighedsdigt i Ordets udvidede Forstand, og
Det, som
Goethe
paa
sin
Viis gjennemførte i sin brede,