351 / 500
— 344 —
sætte sig i Holland. Den blev strax bortlejet, og nu,
da
Ida
har trøstet ham og vil blive her, have vi ingen
Bolig; dog hører dette til Bagatellerne i Livet.
Kjbhvn., 24nde Nov. 65.
Fra Chr. Winther har jeg den Hilsen til Dig, at, da
han sætter Pris paa Din Dom, var han meget glad over,
at Du var tilfreds med hans Arbejde1), og Din Udtalelse
derom henrykte ham. Dette er hans Ord, som han
bad mig skrive til Dig. Han fik Din Omfavnelse; men
Strængeklangen længes jeg efter, Du Slemme! . . . Dit
smukke Digt om Slaget ved Helgoland2) vilde jeg un
der andre Forhold her bedet om at lade trykke i „Fædre
landet“ ; men nu synes hver Dansk, at Intet er værdt
at mindes fra den Tid, der hviler som en usel Skjænd-
sel over os; det er for Lidt at nævne.
. . .
H. C. Andersen
har sendt mig sine nye Æven-
tyr, hvilket rørte mig. Han viser sig altid trofast imod
mig. Da man engang spurgte ham, hvorfor han ikke
giftede sig, svarede han: „Fru Winther kan jeg ikke
faa.“ Du seer, at min Stjærne er ikke ringe hos ham.
Paa Mandag bliver
Viggo \Monrad\
viet. . . . Nu
forlader han sit Fædreland for stedse. Jeg mister i
Monrad
en trofast Broder, min Søster og
Viggo
for
dette Liv. De rejser til London, derfra til Ny Zeeland.
Det er lidt svære Dage, disse. Med dem har jeg levet
min Ungdom, ja, mit Liv, og vi forstod hverandre saa
vel, at
Monrad
siger, vi komme til dem, naar Alt er
smukt ordnet for at modtage os — og det vil han
gjøre; jeg er hans mest elskede Søster, og dybe Savn
vare stillede, om vi fulgte med;
mais que fa ir e ?
„Brogede Blade“. 2) „Diktér“ 1878, S. 229.