BlaagaardsKvarteret

at Anker Heegaard med sine Gryder og Husholdningsredskaber

praktisk talt har holdt sit Indtog i alle Danmarks Køkkener.

1857 overtog han et Lerbrænderi paa Blaagaardsvejen, hvor

der indtil 1872, da Fabriken brændte, blev fremstillet saltglas-

serede Lerrør. Men da der efterhaanden var kommet saa mange

Klager over Røgen fra Brænderiet, forlangte Myndighederne det

flyttet. Det vilde Anker Heegaard ikke, og da det nu var brændt,

blev det ikke genopført. Men da der stadigt var stor Efterspørg

sel efter Rørene, fortsattes Virksomheden som Udsalg af im-

portede Varer indtil det i 1916 overgik til et Aktieselskab, der

under Navnet »Blaagaards Lerbrænderi« flyttede til Lygten. (Nu

Blaagaards Bygningsmaterialer ved Frk. V. Kampler, Frederiks-

borgvej 12).

1858 købte Anker Heegaard Statens Jernstøberier og M a

skinfabriker i Frederiksværk. Og nu kom Fabrikationen til, for

uden Lerbrænderiet, at omfatte Damp-, Industri- og Landbrugs

maskiner og de tidligere nævnte Husholdningsgenstande.

Paa denne T id var Nørreport den eneste, som holdtes aaben

om Natten, og hvor man, mod en Afgift paa 2 Skilling, kunde

komme enten ud eller ind. Først fra Klokken 7 Morgen var Pas

sagen fri. Mange af den nørrebroske Industris Arbejdere boede

indenfor Voldene. Og da det for dem betød et meget føleligt

Fradrag i Lønnen at skulle betale Portpenge, søgte Anker Hee

gaard og flere andre Fabrikanter Magistraten om Fritegn for

deres Arbejdere. Men det var først da Laugenes Oldgeseller")

gik til Aktion, at Magistraten bøjede sig og gav Passagen fri

fra Klokken fire om Morgenen. Men der er flere andre Træk,

som viser, at Anker Heegaard hørte til den gamle Type A r

bejdsgivere, der var faderlig og beskyttende i Forholdet til sine

Arbejdere. Han oprettede en Sygekasse for dem, og tog sig det

meget nær, da de ikke kunde forstaa og følge ham, da han for

søgte at oprette en Pensionskasse. Arbejderne skulde nemlig,

som man jo gør det i Dag, selv betale en Del, medens Heegaard

betalte Resten af Præmien.

Han var ogsaa meget interesseret i

Rimestads

»Arbejderfor

ening af 1860«, hvor han nogle Aar var Styrelsesmedlem. Men

da Foreningen, af Frygt for at det fremvoksende Socialdemo

krati skulde erobre den, nægtede at optage mere end et begræn*) Formænd for Haandværkersvendegilderne i Laugstiden.