44 / 143
Der fortælles saa om en Brand den 4. April 1829, som takket
være en »k jæk« Brandofficer, Jernstøber W eis*) Snarraadighed
hurtigt blev slukket.
Branden, der lagde Teatret i Aske, og som aldrig blev op
klaret, mentes at være paasat.
Teatret rejste sig aldrig mere, men længe stod de røgsværtede
Mure som et vemodigt Minde om den første offentlige Privat
scene, der raadede over en virkelig, og efter Datidens Forhold
stor og god Teaterbygning. A t Teatret ikke opnaaede at vinde
Publikums Gunst hade flere sammenspillende Aarsager. Først
og fremmest dem, der allerede er nævnt, men hertil kom, at Nør
rebro var tyndt befolket. Indbyggerantallet var i 1840 kun 3300.
Men selve Beliggenheden var heller ikke god. Der fandtes ingen
Gadebelysning, og for at komme til Teatret maatte Folk over
den dybe og ildelugtende Grøft langs Nørrebrogade. Og endelig
lagde Det kgl. Teaters Direktion sin døde Haand paa Pettolettis
Teater ved at stænge alt, som kunde have Navn af Skuespil,
ude fra hans Scene.
Pettoletti udvandrede til Vesterbro, hvor han opnaaede de
Bevillinger til Vaudevillerne, som han forgæves hade søgt til
Nørrebro. Han grundlagde »Vesterbros nye Teater« og her fulg
te Heldet ham.
*) Jernstøber Weis hade sit Støberi i Kvarteret.
40