136 / 448
—
129
—
bærer, som sagt, altsaa ene Skylden; thi jeg føler meget
vel, at De hverken kunde have forholdt Dem anderledes
eller bedre. Jeg beder Dem derfor, kjære Alvilde, ret
indstændigen at skjænke mig Deres Tilgivelse for hvad
Ubehageligt jeg har forvoldt Dem. Jeg haaber, De
veed, at jeg holder altfor meget af Dem og Deies til
forsætligen at kunne gjøre Dem Soig. Min Hensigt
var god, Middelet var slet. Fremtiden skal vise Dem,
at jeg for Deres Skyld mere vil tage Hensyn til
Folks
Omdømme, hvilket jeg — som De nok veed
foi min
egen Person agter temmelig ringe. Ingen Opofielse
skulde være mig for stor, naar jeg derved kunde be
vare mig Deres Venskab. De maa nu tro mig, om De
kan eller vil: De er
En
af de Faa, hvis Hengivenhed
jeg nødigst af Alles vilde forspilde, og, saalænge der er
Liv og Blod i mig, skal det være mig en Fryd - hvis
De
tillader mig det — at kalde mig Deres hengivne
Ven — thi jeg
er
det.
Christian Winther.
Han var paa denne Tid nedbøjet. Under Indtrykket
at den Indvirkning, hans forsmaaede Følelse havde paa
ham selv, skriver han d. 27nde April 1830 til
Dahl-
str&m:
„Jeg har i denne Vinter været meget syg —
Brystet duer ikke - og jeg har mistet og mister
dagligen
, kunde jeg næsten sige, saamange gode Venner,
saavel i som uden for Byen, at det vel ikke er at
[undres over], hvis Humøret ej er af det bedste“.
Han forlader nu
K jøbenhavn.
Under
han s
Rejse
t
modtager
Alvilde
følgende Brev.
Sorø d. 4de Juli 1830.
Jeg veed næsten ikke, om jeg
ter
skrive Dem til,
N. B egh: Chr. Winther, II-