134 / 448
—
127
—
ikke noget Christian Winthersk i denne Prædiken med
dens stive Inddelinger efter Tidens Forskrifter; Fantasi
eller Poesi spores der kun Lidet af i den.
M. H.
Hohlenberg
og
H. G. Clausen
vare Censorer, og han
fik Karakteren
Laudabilis.
Før Chr. Winther imidlertid vilde indlade sig paa
den præstelige Virksomhed, kaldte andre Røstei h am .
han maatte — skjøndt modstræbende — ud at rejse.
Hans arvede Formue var saa betydelig, at han ikke
behøvede at søge Stipendier, og han tog nu Afsked fra
sin Huslærerplads, som det var ham behageligt at for
lade, da han netop nu — uden just at fri til
Alvilde
Miiffelmann
— havde faaet „en sikker Tilkendegivelse
af, at hun ikke vilde være hans Brud“. Hendes For-
æidre — navnlig hendes Moder — ønskede meget, at
de To skulde faa hinanden, og vare virkelig bedrøvede
over, at Datteren — skjøn’dt hun satte stor Pris paa
Winther — ikke kunde knytte en saadan Forbindelse
med h am 1).
Karakteristiske ere følgende Breve fra ham til hende2) :
2den April 1830.
Kjære Alvilde!
Naar jeg ikke tiltroer mig selv mundtligen ret at
kunne fremsætte min Mening, saa plejer jeg at foisøge
det skriftligt. Jeg har da den Fordel, som hint latinske
Ordsprog antyder, at Bogstaverne ikke rødme, — og
dette maatte jeg i Sandhed selv, hvis jeg Ansigt til
a) Hendes Broder
Hothers
Meddelelse til mig. 2) Dette
som
de efterfølgende Breve fra Chr. W. til
Alvilde M.
- ere mig over
ladte af Fru Generalinde
Thomsen
, f.
Voss.