132 / 448
—
1 2 5 —
At Moderens Død har paavirket Sønnen i religiøs
Retning, fremgaar af, at han paa denne Tid synes
mere end nogensinde bestemt paa at ville være Præst,
hvilket han, som bekjendt, siden sin Barndom aldrig
rigtig havde tænkt paa. Karakteristisk i saa Henseende er
en lille Anekdote, han fortæller1): „Jeg stod engang i
Frederik d. Sjettes
Forgemak; jeg skulde takke ham
for Noget. Kammerherre
Hagemann,
latterlig Ihukom
melse, stod og var Dørvogter. „De er
Kand. teoU
“
spurgte han. Jeg bejaede dette. Derpaa gav han sig
til med stor Vigtighed og Grundighed at omtale den
da
under Arbejde værende nye Alterbog og Ritual, idet han
snart saae paa sine blanke Støvler, snart med Næsen
ivejret gloede paa de stygge Gipsfigurer i Loftet. Et
Par Præster, som stod i Nærheden, lo indvendigt — det
saae jeg — saa de nær vare gaaede ud af deres sorte
Kjoler“. Det er tydeligt, at han selv og Andre dengang
fandt det latterligt, om
han
skulde være Præst. Nu
seer han anderledes paa Sagerne. Den 28nde Februar
1830 tog han „Kateketikum“ med Karakteren
Fdaud.
ill
., og den 25nde Maj samme Aar holdt han sin
Dimisprædiken i Vartov. I Indledningsbønnen siger han
da: „Jeg bekender for Dig, o min himmelske Fader, at
min Fod ikke altid vandrede de Veje, som behage Dig,
at mit Øje ikke altid begjærede Flvad rent og helligt er,
at min Haand ikke altid øvede Retfærdigheds Gjerninger;
— jeg bekjender for Dig, at min Hu, mit Sind, min
Lyst og Attraa stundum har staaet til Det, som jeg
burde fly, og at jeg da, naar Synden lokkede, naar
x) Breve fra og til C. W. S. 174.