ChristianWinther

—

121

—

saadan Begivenhed fra et Synspunkt, som idetmindste

ikke viser mig kold og udeltagende.“ Her gik han —

som ved alle lignende Lejligheder senere i sit Liv —

uden om Det, der berørte ham ilde; „han saae ikke

Hvad han ikke

vilde

se“. Forresten regnede han ikke

Livet her paa Jorden for en saa stor Lykke. Allerede

tidligt siger h a n 1): „Naar jeg mister Nogen af mine

Kjære, saa trøster mig altid den Tanke, at de hist

have det langt bedre, end vi Andre herneden. Og

Børn — de blive jo frie for al denne nedrige Verdens

Jammerlighed, førend de endnu have prøvet den. Jeg

vilde ønske, at jeg var død som Barn; thi saa havde

jeg været fritagen for al den Ulejlighed, jeg nu maa

have, med at tvætte og to mig og iføre mig Stads

klæder, før jeg tør indtræde til hint evige Bryllup“. —

Frøken

Ross

skriver i et Brev til mig: „Jeg kan ikke

have nogen bestemt Mening om, hvor nær han tog sig

at miste sin Moder. Han tog sikkert meget roligt og

forberedt mod Budskabet. Det var stræng Vintertid,

og muligviis var han enig med Faderen om, at han

ved en, maaske langvarig, Rejse ikke burde rives ud

af det Foreliggende, som det var ham om at gjøre at

komme vel fra. Jeg troer ikke, den Slags Sorger i det

Hele gjorde noget særdeles dybt Indtryk paa ham —

naar det ikke greb forstyrrende ind i hans Existens.

Han undgik ved flere Lejligheder at vise sig ved Sørge

eller Glædes-Fester, han lod til helst at ville komme,

naar intet Usædvanligt bragte Livets jævne Gang ud

af Sporet. “ I saa Henseende lignede han baade

Walter

Scott

Goethe,

og i

det

Portræt, han i „En Episode

*) Se Breve til og fra C. W., S. 6.