125 / 448
—
1 1 8
—
lagte. En Gysen foer gjennem den fine Skikkelse.
„Hu“, udbrød hun og trak Shawlet tættere om sig,
„det vil blive koldt at ligge oppe iStorstuen paa Bordet
med et Lagen over! — Hvad mener Du? — Lad os
nu faa Lys!“
Lige Dagen før hun døde, kom der et roligt Vel
befindende over hende, efterat hun i den sidste Tid
havde liidt meget paa flere Maader og ikke fundet
Hvile. (Siden Jul havde hun ligget tilsengs). Hoste
anfaldene vare ophørte og Mavesmerterne dulmede.
Hun sov lidt af og til. Da ytrede hendes Mand det
Haab, at Gud endnu vilde bevare hende Livet en Stund.
Men hun gjorde en negtende Bevægelse med Haanden
og hviskede: „Jeg veed ikke Hvad jeg skal sige derom,
lille Far! Saa skulde jeg vel.paany gjennemgaa den
samme svære Strid! Nu er det Værste dog nok over-
staaet“. Derefter talede de længe sammen. Af og til
lød dog et indtrængende Trøstens Ord højt nok til at
høres af Andre, og, som om den Døende behøvede at
styrkes i Troen paa Gjensynet og Livet efter Døden,
sagde hendes Mand med Overbevisningens Kraft: „Vi
kan og maa tro, den almægtige Gud har ved Kristus
stadfæstet vort Haab. De salige Aander skulle udgjøre
eet Samfund i Himlen og paa Jorden“.
I de sidste Par Timer, hun aandede, havde hendes
Mand sine Konfirmander at læse med. Det var strængt
Vejr og havde været meget besværligt for Børnene at
vade i Sneen over Mark og Sti, for at naa Præste-
gaarden. Nu saae -han vel, at Guds Time var nær
for hende, men han meente dog, at han ikke burde
vise Børnene bort med uforrettet Sag. Saa læste han