122 / 448
—
1 1 5 —
i Guds Navn Farvel!“ sagde hun1). Saa lagde hun
sig træt paa sin Sofa og underholdt sig saa smaat med
de Faa, hun endnu havde om sig i sit stille Alderdoms-
Hjem.
En Maaned efter det sidste Bryllup, først i Juni
1829, rejste hun med sin Mand til Iselingen og saa til
Sorø for at besøge de Nygifte
der;
hos
Acigciards
traf
Chr. Winther sammen med sine Forældre og fulgte
dem paa denne Tur. Det var en rigtig fornøjelig Rejse
for dem alle Tre; kun døjede de to Gamle meget ved
den stærke Varme, det var. De kom lykkelig og vel
hjem, meget tilfredse med Udbyttet af deres Udflugt, men
tillige ved derefter at komme til Hvile i tilvant Ro og
Orden. Vejret var dejligt, Haven smuk med Roser i
Flor, allevegne var der rent og blæst som altid. Fru
Meller
listede sig saa smaat omkring, men stod imel
lem stille en Stund, søgte med Haanden lagt paa
Brystet efter sit Vejr og saae paa den hele Omgivelse,
som om hun trykkede den til sit Hjærte.
Hvilen og Stilheden i Hjemmet varede imidlertid
kun kort. Børnene og Børnebørnene kom i Besøg, og
næppe var Huset ordnet efter eet Besøg, før en Vogn
med nye Gjæster rullede ind ad Porten og op for
Døren, hvor „de to velsignede Gamle“ stod med aabne
Arme og modtog de Kjære. Da Efteraaret kom , for
øgedes Fru
Mellers
Svaghed; hun krøb sammen i et
Sofahjørne og maatte pakkes ind, naar Stormene tog
paa.
Der
laa hun og saae de visne Blade af sin
Sommerfryd fyge hvirvlende forbi Vinduerne; Is og
Sne mødte betimeligt og formede de nøgne Træers
x) Smsteds S. 33.
8*