ChristianWinther

—

1 1 2

—

at hun forvred sin ene Hofte, hvilken Svaghed endnu

ikke ganske skal have forladt hende. løvrigt bagtaler

hun

mig

for alle Mennesker. Det faaer man da finde

sig i!“ — Skjøndt Winthers Korrespondance med

Dahl-

strem

fortsættes gjennem en Aarrække, omtaler han

aldrig mere Tanten, og det synes, som om al Forbin

delse mellem disse To er afbrudt. Hun havde oprettet

„et Institut“ i Slagelse; men, skal man dømme efter

Bogstaveringen og Stilen i et Brev, hun har efterladt sig,

maa man haabe, at hun i alt Fald ikke har underviist

i dansk Sprog. Hun døde i 1847, og

Dahlstrem

var

da hendes Arving til — 17 Rbd. 4

Den forholdsviis betydelige Arv, som Christian

Winther fik efter sin Onkel, havde den uheldige Ind

flydelse paa ham , at den i høj Grad vakte hans For

fængelighed. Han lod sig sy de eleganteste Dragter

og optraadte temmelig junkeragtigt. Han siger selv i

en efterladt Optegnelse: „Skjøndt jeg visselig har været

meget forfængelig, har jeg dog

aldrig

været hvad man

kalder

indbildsk

eller hovmodig. Jeg har med Tak

nemmelighed erkjendt Andres Fortrin og Overlegenhed

— jeg kjendte

neje

min egen Begrænsning til alle Sider.“

I denne Udtalelse samstemmede

M iijfelmanns

med

ham; den Forfængelighed, hvorom der her er Tale,

var rent verdslig, og den truede med at udmarve ham.

Fru

M iijfelmann,

der altid var moderlig-sand imod

ham, sagde ligefrem til ham: „De har forandret Dem

meget, W inther!“ Det er maaske Det, han tænker paa,

naar han lader Fru Friland i „En Episode af et Fami

lieliv“ sige om ham i Skikkelse af Felix: „Der var en