123 / 448
—
116
—
Grene med den hvide Vinterstads1). Hendes Natur
var virksom til det Sidste, og, om hun end ikke læn
ger selv formaaede at udføre sin Gjerning, kunde hun
dog fra sit Leje sætte Alt i Værk. Til Frøken
Ross
sagde hun: „Det er koldt, Kjære! Sørg for, at Fader
faaer det tørre Bøgebrænde ind til sig. Og har Du
husket at støbe hans Lys tykkere end dem, vi bruger?
Han maa have dem drøje, at han ikke skal pudse dem
hvert øjeblik; han glemmer det og sidder i Tusmørke.
Du maa rigtig nu herefter gaa i
m it
Sted om Fader,
pudse Lys for ham og lægge godt i hans Kakkelovn.
Naar Du tier, forstyrres han ikke.“
En stor Glæde havde Fru
Meller,
idet hendes
eneste, elskede Søn besøgte hende i Slutningen af No
vember Maaned 1829, efterat han havde været tilstede
ved sin Onkels Begravelse i Nykjøbing; da bankede
hendes Moderhjærte af Fryd, og i fuld Forstaaelse talte
de mangt godt Ord med hinanden. Men han maatte
snart tilbage til sin Pligt, som hun var den Sidste til
at holde ham borte fra. I Følelsen af, at det var
sidste Gang, hun saae ham, sagde hun ham nu Farvel;
men i Tankerne levede hun med ham og var i høj
Grad oprømt ved Læsningen af hans udkomne „Digte“ ;
den blege Kind blussede, naar hun deklamerede et eller
andet Sted af dem, som ret tiltalte hende.
Allerede ved Juletid var hendes Svaghed tiltagen
i den Grad, at hun selv ventede Døden. Hun sagde
en Dag til Frøken
Ross:
„Du skal blive hos Fader, naar
jeg gaaer bort.“ Frøken
Ross
skriver: „Saa meget som
hun i Tanken var beskæftiget med sine fraværende
x) Sammesteds S. 38.