ChristianWinther

1 2 0 —

sin Løn i deres Kjærlighed og deres Velfærd. Midt i

sin legemlige Svaghed var hun aandelig stærk, og,

mens hendes legemlige Lys brændte mattere, frem-

straalede det evige Livslys desto klarere af hendes Taal-

modighed og Hengivenhed i Gud.“ — Hendes Mand

siger, at „hun gik herfra over i Evigheden med et glad

og fast Haab, bygget paa Kristum“. 1).

Chr. Winther var ikke tilstede ved sin Moders

Jordefærd, og til

Miiffelmanns

nævnede han — saavidt

de senere kunde huske — slet ikke hendes Død. Hans

Nærmeste mene, det var, fordi han. ikke kunde taale at

tale derom og ikke havde Nogen, til hvem han med

Forstaaelse kunde meddele sig angaaende denne Sorg;

thi han elskede hende ubeskrivelig hø jt2). Etsteds

taler han i et Brev til

K n u d S idenius

3) om sin maaske

vel frie Maade at tage de udvortes Ting paa, og han

fortsætter saaledes: „Da Du nu kjender mig saa tem

melig, saa troer jeg, Du kan være overbeviist om, at

jeg betragter det Sørgelige og det Trøstelige ved en

x) Se hans føromtalte Levnedsløb ved Bispevielsen, S. 38. 2) Det

er ogsaa sikkert, at Begravelsernes Skikke samt Udtalelserne

og Usandhederne derved vare ham meget imod. Efterat han har

fulgt

Kuhlau

til Jorden, skriver han i et utrykt Brev til

Liunge

blandt

Andet:

„Mynster

holdt en charmant Prækning; Garderkorpsets Musik

blæste en af

Kuhlau

selv komponeret Sørgemarch saavel uden for

Kirken som inde i Gravkapellet, en talrig Forsamling

o v e r v æ r e d e

(æh bæh, føj for Såten!) Højtideligheden — den Afdødes Værd —

store Berømthed — stille Dyder •—• Kognak og Portvin, o. s. v. —

alt Dette sætter Du nu smukt i Stil, gyder en eller anden velsma

gende Sauce derover, og det læses derpaa i Morgenbladet til Kaffe

af Din forbundne, hjærteberedvillige, hengivne Chr. Winther. Det

regnede

paa mine Karretvinduer, da jeg kjørte med den smaa

Luders

[Kapelmusikus L.]. Av, det var et stygt Vejr!“ Ironien skin

ner godt nok gjennem en saadan Udtalelse. 3) Det ejes af Hr. Re

daktør

Gulmann.