133 / 448
—
126
—
Verden fristede og vandt Sejer over mig, ikke har havt
Dig,
Retfærdighedens Gud, den Hellige, den Rene, for
Øje, og at jeg som et ulydigt, utaknemmeligt, forvildet
Barn har bortvendt mit Ansigt fra Dig og stødt Din
Faderhaand tilbage. — Lær mig derfor, o Gud, dybt i
mit Sind at indprente mig Tanken om
D ig
som min
alvise, algode Fader; lær mig retteligen at erkjende,
hvor kjærlige og retfærdige, til mit eget sande Vel
sigtende, Dine Styrelser ere! Væk mit Hjærte til T ak
nemmelighed og Kjærlighed mod Dig, til Lydighed og
tillidsfuld Hengivenhed mod Dine Bud, at jeg som et
velartet Barn evindeligen maa skue op til Dit Fader-
aasyn, derfra hente Trøst og Beroligelse i Sorg og
Kummer, Styrke og Sindighed i Fryd og Lykke, og i
mine inderste Tanker, ved hvert Fodtrin, ved hver
Haandsgjerning, vise, at jeg redeligen stræber efter at
fortjene Navn af Dit Barn, vor Fader &“.
Sin Prædiken holdt han over Matth. 18, 1—3: „I den
samme Stund gik Disciplene til Jesum og sagde: „Hvo
er den Største i Himmeriges Rige?“ Og Jesus kaldte et
Barn til sig og stillede det midt iblandt dem og sagde:
„Sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder og
blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges
Rige.““ Han udvikler, at Menneskene som Guds Børn
skulle 1) føle
Taknemmelighed og Kjærlighed
mod
Gud som vor Fader, 2)
almindelig Velvillie og K jær
lighed
mod Menneskene som vore Brødre og Søstre,
3) vort barnlige Hjærte skal have
Felelse a f Fejl og
Mangler,
saa vi blive ydmyge og ubevidste som Børn,
og 4) skulle vi have
Tillid, Lydighed og Fdengivenhed
mod Gud som Børn mod deres Forældre. — Der er