124 / 448
—
11 7
—
Kjære og navnlig Sønnen
Christian,
saa ytrede hun
dog ikke Længsel efter at se Nogen af de Fraværende
hos sig i sin sidste Sygdom. Hun følte sig for svag
til at tale med dem; men deres Breve holdt hun af at
læse; de vare hende alle dyrebare, dog Sønnens vel
især. Han og Moderen forstod saa godt hinanden.
„Deri gjenkjender jeg ham“, sagde hun oprømt.
da hun havde læst hans Julebrev og nu aabnede en
lille Pakke med nogle Smaasager, som han bad hende
fornøje sig med at uddele til sine Omværende ; „han
ligner sin Fader“.
Nyt af Aaret, aandrige Skrifter og Digte, læste
hun med fuld Interesse, eller lod sig forelæses, og hun
var i det Hele opmærksom Iagttager af Hvad der ud
viklede sig i Tidens Løb. Videnskab, Kunst og Poesi
vilde skabe Fædrelandet en lys Fremtid, det var hun
vis paa, og hun glædede sig over de skjønne Udsigter
for den Verden, hun stod færdig til at forlade.
Indsvøbt i Shavvler laa hun, som sagt, helst i
Dagligstuen paa Sofaen, og hun holdt sig paaklædt,
saa længe hun kunde. Da var det endnu rart at sidde
og tale med hende, saa langt fra sygeligt Føleri, som
hun var, og dog med Tanken paa Døden. — Saaledes
en Aften i Mørkningen! Vinduerne vare helt tilfrosne,
skjøndt Ilden blussede i den gammeldags Ovn. Hendes
smaa Fødder frøs bestandigt; men, naar man holdt
dem fast omsluttede med Hænderne, følte hun dem
gjennemvarmede paa en behagelig Maade. Og Samtalen
gik livligt i Mørket. Da trængte pludselig et Lysskjær
af Maanen gjennem en lille optøet Plet paa Ruden og
faldt hen over hendes magre Hænder, som laa kors