121 / 448
—
1 1 4
—
Krigstog mod Perserne, uddelte han efter
Plutarchs
Meddelelse sine rigeste Ejendele til sine Venner, og da
saaledes næsten al den kongelige Ejendom var opbrugt
og fordelt, spurgte
Perdikkas\
„Men Hvad bliver da
tilovers til Dig, Konge?“
Alexander
saae op og sva
rede: „Haabet!“ — Ja,
Haabet
— det var ogsaa til
bage for de her omtalte gamle Præstefolk, Haabet om
en frugtbar, lykkelig Efterslægt, gode, sunde Hjem som
stærke Samfundsbærere, Haabet om smuk Frugt fra
den gamle Stamme.
Det var Fru
Meller
en usigelig Beroligelse at se
alle Døtrene gifte med saa brave, dygtige Mænd; saa
ledes var hendes opofrende, kjærlige Hverv jo for saa
vidt afsluttet paa det Ønskeligste. Hun havde kun een
Sorg, som udtalte sig i dette Ønske: „Gid nu ogsaa
min gode Christian var bleven Embedsmand og lykke
lig gift med en elskværdig Kone! Men den Glæde op
lever jeg vist ikke.“ — Gode Breve indløb fra Øster
og Vester, fra alle de unge, lykkelige Familier. Og saa
indtraf der imellem Bud om nye Verdensborgeres An
komst. Under Præstegaardshavens Kastanietræer legede
alt i Solskin ved Sommertide flere Smaafolk, som kom
med deres Forældre i Besøg til Hjemmet. Det var jo
et frydefuldt Syn for de Æ ldre1).
Under alle disse Begivenheder var Fru
Meller
meget svag; men hun tog sig af Alting og vilde ikke
høre Tale om Overanstrængelse: Intet maatte mangle,
og Farvellet, naar de Kjære forlod Hjemmet, skulde
siges uden Scener: „Farvel paa et glædeligt Gjensyn,
x) Se Frøken
Ross:
„Skildringer af
R. Møllers
Liv“, S. 30— 33.