141 / 448
—
134
-
ogsaa en af de herværende Læger agter at skrive en
Afhandling derom. Navnene bleve opskrevne; men af
Agtelse for Personerne ville de ikke vorde offentliggjorte“.
Tænk Dem nu vel om, kjære D.l Min Død, en Ildebrand
og en slet medicinsk Afhandling faaer De paa Deres
Samvittighed. Gode Guder! Hvor er Menneskekærlig
heden bleven af? De Retfærdige ere faa i Landet. Ak,
ak, ak! Hvis jeg kommer levende til Kjøbenhavn, saa
maa De være glad ved at være i Farum og ikke komme
til Byen, inden jeg efter 14 Dages Ophold sætter mig
paa Ryggen af „Frederik den Sjette“ og rider paa ham
til Lybæk for at gaa til Rom; thi alene Synet af mig
vilde vist ellers bringe Deres forresten gode Hjærte til
at briste. Har jeg siden min Afrejse, i hele to Maaneder,
hørt eet Ord om
Wexschall
og Madammen? Skulde
jeg blindthen høre paa Folks — jeg hader
Folk
—
forfængelige Tale og løse Snak om Personer, som ere
mig kjære? Nemlig — veed jeg Noget om Fr. G.1),
L. H.2) og saa videre? Veed jeg Andet om Dem selv,
end at De ikke vil skrive mig til? Skulde jeg anraabe
Guderne, der altid holde med den krænkede Uskyldighed,
om at straffe Dem, saa maatte det være ved at ind-
[give] Dem en uimodstaaelig Lyst til at skrive mig til,
inden jeg om 14 Dage forlader Laaland; jeg indseer,
den Straf blev haard, hævnede mig og gavnede mig
tillige. Men — ikke sandt — De gaaer i Dem selv,
Barn, og gjør det godt igjen; thi jeg kan ikke tro om
Dem, at De vil lade mig have andre Sorger herovre
end de visne Kranse paa min Moders Grav.
1) Fru
Gyllembourg.
2)
Joh. Ludvig Heiberg.