143 / 448
—
136
-
Snart i en stille Have
jeg synes, jeg gaaer;
omringet tæt af Grave
en Landsbykirke staaer;
mens Aftenklokken kimer
mod den guldgule Sky,
sødtsyundne Ungdomstimer
jeg lever om paany.
Snart ligger jeg paa Sengen
af det duftende Hø
og stirrer over Engen
og den glimtende Sø,
mens Sommervinden vifter
og bøjer Græsset ned
og Billederne skifter
i Uendelighed1).
Endnu var han dog paa det kjære Sted med de mange
Ungdomsminder; men nu gik han kun omkring for at
tage Afsked med det Altsammen. Inden han rejste til
Udlandet, vilde han gjæste sine Venner paa Iselingen;
dertil stundede hans Længsel;
der
vare de Alle gode
imod ham og søgte at holde paa ham i længere Tid,
og for at melde sin Ankomst sendte han derhen i Juli
Maaned følgende Rimbrev til den fjortenaarige
Frederikke
Aagaard,
den senere Fru
Dorfih
i Øster Egesborg:
Nu Himlen sødt blaaner, og Luften er varm;
thi Solen har taget vor Jord i sin Arm,
saa trindt os er vaagnet den lifligste Sommer,
og derfor, om Gud vil, paa Onsdag jeg kommer.
Jeg springer paa Ryggen af „Fredrik den Sjette“
og lader ham rask over Vandene sætte,
et græsseligt Firben med Horn og med Tænger,
som buldrende frem gjennem Voverne trænger;
med Hvæsen og Stønnen det kryber afsted
og udspyer Ilden og Røgen derved.
') Sml. Digtn. II, 4.