145 / 448
—
138
—
Dog trøst Dig, min Rikke, thi veed Du det ej,
saa veed Du kun saare lidt Mindre end jeg.
Se, nu maa Du hilse Din Fader, Din Moder,
Kusine og Fætter og Søster og Broder,
de tvende Veninder og Vennen fra Møen
og Huset og Haven og Skoven og Søen,
men frem for Alverden den Søde, den Bløde,
den Line, den Fine, den Hvide, den Rode,
den stolte Prinsesse med Skjælmen i Øjet,
for hvem jeg saa tidt mig har bukket og bøjet;
men Hvad mon jeg fik udaf synderlig Naade?
Hun kradsed mit Ansigt med Hænderne baade,
min Afsked hun skrev med sin naadige Negl
og slog mig i Næsen — det var hendes Segl.
Ifald nu min Spas har læderet Dit Hjærte.
saa volder det mig en usigelig Smerte;
thi, tro mig, jeg mener det ikke saa ilde,
og, vredes Du, ak, da maa Taarerne trille.
Ja, faldt end hver Stjærne fra Himmelens Høje
og lukked end Solen og Maanen sit Øje,
og, sprængtes vor Jord end i tusende Splinter,
er jeg dog Din hengivne Ven
Christian Winther.
Faa Dage efterat dette var afsendt, forlod han Kjøbe
lev. Afrejsen vilde vel have været ham endnu mere
vemodig, om han havde vidst, at det var sidste. Gang,
han saae dette kjære Hjem. I hans Hjærte klang det:
Jeg vinker Farvel til Kirken hist,
som staaer med sin Krone rod,
til
dem,
der bag Lindens svale Kvist
nu sove en Slummer sø d 1).
b Sml. Digtn. IV. S. 184.