150 / 448
—
143
—
Min Barm blev øm,
og Taaren steg;
men den blev aldrig bitter;
mig Livets Drøm
blev tidt en Leg
bag Rankens muntre Gitter.
En Helligdom
mig Tiden var,
et evigt, stort Exempel,
og ydmyg from
min Tanke bar
dens klartudtrykte Stæmpel.
Men dybt jeg sank
i Mulm og Nat
med fæle Feberdrømme —
min Stjærne blank
forlod mig brat
paa Livets vilde Strømme.
Det er mig selv,
der fræk og stolt
min Engel har forjaget! —
I Friheds Elv
der er saa koldt!
Der
fandt jeg mig bedraget.
Skjøndt jeg er ung,
er jeg saa træt,
og mat er alt mit Hjærte;
min Vej er tung,
min Død blev let,
den blev min sidste Smerte.
Sidst i November Maaned naaede han over Florens
til Rom, og en 8 Dages Tid derefter skrev han føl
gende hidtil utrykte Brev til sin Svoger
Knud Sidenius
i Maribo1).
i) Overladt mig af
Sidenius’s
Svigersøn, Pastor
Panduro.