152 / 448
til en ufravigelig Lov fra den Stund, jeg traadte ud af
det egentlige Danmarks Grændse, at holde en Dagbog,
hvori jeg optegner alle Fakta, Hvad jeg har seet og
hort, hvor jeg har været, Hvem jeg har lært at kjende,
hvilke Bøger jeg har læst, o. s. v., uden at indlade mig
paa Reflexioner eller Ræsonnements1). Af denne tørre
Optegnelse vil jeg nu udtrække nogle enkelte Punkter,
Ting, som jeg troer interessere Dig, og, saa godt jeg
kan, sætte dem i Lys; thi
Sligt
forlanger man jo dog
af et Brev, der kommer langvejsfra.
Italienernes
Teater
staaer med Hensyn til drama
tisk Kunst paa meget svage Fødder. Paa de større
Skuepladser gives næsten udelukkende Operaer, under
tiden enkelte Tragedier af
Alfien
,
Monti
, hvis Arbejder
nærme sig mere eller mindre den aristotelisk-franske
Manér. Paa et mindre Folketeater, hvor
den fine
Portion
ikke vover at komme, for ikke at røbe slet
Smag, gives enten de til Væmmelse prædikende Ko
medier af
Goldom
eller Oversættelser af
Kotzebue
,
Iffland
,
Jiinger, Raupach
o. FL; den egentlige itali
enske
Commedia delV arte,
lystige, improviserede Op
trin af Fabelen eller Folkelivet, er da ganske lorviist
til Fjælleboden. Af Tragedier har jeg ingen seet, og,
skeer dette, da er det ogsaa blot af Nysgjerrighed; thi,
at de aldrig ville kunne behage mig, men blot forbavse
ved det for en Nordbo højst unaturlige, overdrevne
Spil, er Noget, jeg tør slutte apriorisk. — Da det er
Italienerne — med Hensyn til Musikken
meie om
det
Kunstige
end om
Kunsten
at gjøre, saa have
—
145
—
x) Denne Dagbog synes desværre ikke at existere mere.
N. Begh: Christian Winther. II.
'10