153 / 448
deres Kompositioner ogsaa antaget den Dig bekjendte,
fra al Natur og sand Følelse afvigende Karakter, der
mer eller mindre udtaler sig i
Rossini
og selv hos den
bedre
Bellini;
og man giver ogsaa, af hin omtalte
Grund, sjældent en hel Opera paa een Aften, enten
kuns een Akt, og derefter en Ballet, ellei ogsaa føiste
Akt af Operaen, derpaa Balletten og tilsidst den anden
Akt. Under Forestillingen — Du veed, der
tales
ikke,
men Replikkerne reciteres — hersker i Teatret en uhyre
Støj; kuns, naar den første Sanger eller Sangerinde
træder nærmere til Lamperne og man veed: nu kom
mer et Knald-Stykke, hører man rundtom: „Silenzio!“
Kunstnerne udføre deres Parti under idelig Tilbrølen af
Bravo eller Brava, og, naar det er forbi, begynder den
forrige Larm. En saadan Teatertrup indstuderer her
en vis kortere eller længere Tid kuns to, højst tre
Operaer, som de da afvexlende lire af for Publikum;
en Følge heraf er, at den største Del af dette kan
hvert Nummer, hvert Recitativ, udenad, og Gader og
Stræder gjenlyde om Altenen af saadanne Reminiscenser.
Stykket selv er i Almindelighed uselt, ene og alene
beregnet paa at skaffe Komponisten og Sangerne og
Maskinmestere og Skræddere Lejlighed til at brillere,
uden Sandhed, uden Karakterer, uden Holdning. Jeg
saae i Bologna eet saadant Stykke: „
La Donna del
Lago
“ af
Rossini
, der er mig ubekjendt fra Kjøben-
havn, og i F1orens to:
„Il pirato“
og
„La Stramera“
(„Den fremmede Dame“), bægge med Musik af
Bellini.
Sangere og Sangerinder ere ypperlige, det vil sige: de
eje af Naturen den kosteligste Stemme, forstaa ved
Kunst og Øvelse at danne denne til en saadan Grad
—
146
—