ChristianWinther

—

144

—

Rom d. 9ende December 1830.

[Via rosella 64, 1ste Sal],

Jeg har lovet Dig, min kjære, brave Svoger og

Ven, at skrive Dig til fra denne berømmelige By, og

jeg troer, havde jeg ikke lovet det, vilde jeg dog have

taget mig noget Lignende for, delsfordi jeg holder

meget af Dig og Din Kone, dels fordi jeg haaber at

indhøste idetmindste eet Brev af denne Udsæd. Jeg

havde fra

Bonn am Rheim

skrevet Fader et langt

Brev til; men jeg maa formode, at det er gaaet tabt;

thi jeg har ikke hørt eet eneste Ord fra ham siden, og

jeg har i det Hele kuns faaet eet Brev fra Danmark,

siden jeg forlod Kjøbenhavn, og det endda kuns fra

min Kommissionær i Byen, hvilken Mand altsaa slet

Intet kunde fortælle mig om mine Kjære*paa Laaland.

Jeg tør paa den Maade hverken spørge til Fader i

Kjøbelev eller Dine Forældre eller Nogensomhelst, der

endnu kunde være Dig nærmere; thi jeg er i en total

og pinlig Uvished om dem og'deres Befindende. Jeg

veed om Dig, kjæreste Knud, Du har ikke Hjærte til

at lade mig

længe

blive i denne smertelige Uro, men

haaber, at Du snarligen vil udrive mig deraf ved at

fortælle mig Alt, selv om det var det Værste, omstæn-

deligen og sanddru. Med denne Post har jeg igjen

skrevet til Fader; da jeg i xMiinchen og Florens intet

Svar traf fra ham , opsatte jeg af Nødvendighed at

skrive, til jeg kom her; det var den 30te November. —

Uagtet jeg meget vel føler, at jeg intet Egentligt lærer

paa min Rejse og at det var snarest et Forfængelig-

hedsvæsen, der drev mig bort fra Hjemmet — hvilket

jeg bittert fortryder — saa har jeg dog gjort mig det