144 / 448
—
137
—
Jeg kommer paa Onsdag, o, bed dog Din Fader
at være saa artig, hvis Høsten tillader,
ved Færgen at hente mig selv og min Pose,
da vil jeg ham højligen prise og rose.
Jeg kommer for atter at sige Adiø;
snart sender jeg fjærnt over Land, over Sø,
fra Rhinlandets Bredder, med længselsfuld Sjæl
mit saftgrønne Sjælland titusend Levvel.
Men, har jeg bag Alpen først fundet mit Maal,
jeg drikker i Sydlandets Drue Din Skaal.
Din Skaal, Gud bevares! Det tør jeg vel ikke;
Du husker vel nok, min velsignede Rikke,
dengang Du var lille, da var Du saa net,
den Første, Du elsked, var ikke Kadet,
han var Studiosus i Teologi;
men ham gav Du Kurven — det er nu forbi.
Du sendte mig Breve, Forvalteren skrev dem,
af Postbuddets Hænder med Længsel jeg rev dem ;
af Glæde da zitrede hele min Krop,
jeg bar dem i Lommen og læste dem op.
Se, det var nu dengang! Hin Lykke er svunden;
en nysselig Kurv fik Du flettet og bunden.
Du Falske! Du Grumme! O Jammer! O Smerte!
Du selv præsenterte mig den og mit Hjærte.
Saa lod Du mig løbe! Siig, var det dog Ret?
Nej, da Du var lille, da var Du saa net.
Men jeg kan vel tænke, Du venter Majoren
med Sablen ved Siden, Piumagen og Sporen.
Da nylig jeg gjæstede_ Islingegaard,
da skjændte Din Fader, og veed Du, hvorfor?
Han sagde: „Jo, Du er en stadselig Herre!
Forlader min Datter!“ Jeg tænkte: „Desværre!
Jeg er saa uskyldig og ren i den Sag,
hans Datter har givet mig selv en god Dag“.
Dog Skæbnen jeg søger at finde mig i,
mig trøster en god Portion Filosofi;
min Filosofi mig dog nytter til Noget,
den retter saa smukt Hvad der forhen var kroget.
Du spørger: >,Din Filosofi? Hvad er det?“
Jeg negter ej, Svaret er ikke saa let.