47 / 448
- 40 —
ligt Kjævleri med
Oehlenschlæger.
Skuespiller
Nielsen,
hvem jeg — som Menneske betragtet — ikke hover ret
vel, er meget vred paa
Oehlenschlæger
— Gud veed
hvorfor. Engang læste
Weyse
ham et Brev for fra
Oehlenschlæger
, hvori denne blandt Andet sagde: „Vi
To (W. og Oehl.) bør, ligesom Oldtidens Kæmper blan
dede Blod, blande vor Aand, o. s. v .“, hvorpaa
Nielsen
replicerede: „Det blev saamænd Grog“.
H. Heine,
Dr. juris, forhen berømt ved tvende
Tragedier og et lyrisk Intermezzo, har nu igjen ud
givet en herlig samlet Skat af Poesier, kaldet »Rejse
billeder“, hvori der er meget Fortræffeligt . . . . Hans
Pudserligheder afvexle med Sange, der aande den bitreste
Vemod og en inderlig dyb Følelse. Und dasz nihmt
sich sehr schon aus . . . 1).
Hvordan lever Hun? Hun er jo altid ved et jævnt
godt Humør og et godt Hjærte. Vil Du hilse hende
og give hende et broderligt Kys fra mig, hvis Du ellers
er i Stand til at lægge
den
vedbørlige Kulde deri, som
skal adskille det fra de andre — Du veed nok selv . . . .
Jeg er ikke forelsket, altsaa halvdød. Schade!
Jeg har anskaffet og anskaffer mig af og til en
god Bog; men disse læser jeg ikke nu, vel tænkende
paa de Dage, som ville komme, om hvilke jeg, hvis
jeg ingen Bøger havde, vilde sige: „De behage mig
ikke!“ Derimod læser jeg, sluger jeg Alt, hvad jeg fra
offentlige Biblioteker kan faa fat p a a ; Noget excerperer
jeg, Noget lader jeg løbe i mig som Champagnevin.
. . . . Men nu — Alvor, Snak — send mig bestemt
3)
I »Morgenbladet“ for 1825 havde Chr. Winther offentliggjort
Oversættelser efter
Heine.