69 / 448
— 62 —
af 1828 deklamerede hun paa en Aftenunderholdning,
Rosenkilde
gav, „Asbjørn og Thora“ ; men det var
efter Kritikkens Mening „aldeles mislykket“. „Kjøben-
havnsposten“ x) siger: „Denne unge, talentrige Elev,
der i saa høj Grad og saa velfortjent har erhvervet
sig Publikums Velvillie og Bifald, synes i den sildigere
Tid at være kommen paa en farlig Afvej, hvorfor det
maaske endnu ej turde være for sildigt at advare hende.
Det er den falske Følelses,
Affektationens,
Vildspor,
som . . . denne Atten forledte hende til en larmoyant
Grundtone, falsk Emfase, kort: en fuldkommen Kon
trast af sand Deklamation, gjennem hvilken det næsten
var umueligt at skjelne den skjælmske Thoras List.
Dobbelt byrdefaldende blev dette Stykke, da Jfr.
Pdttges
ovenikjøbet ved flere Standsninger noksom forraadte,
at hun ej havde memoreret det, og hun kunde sikkert
alene tilskrive sin tidligere erhvervede Gunst hos Pub
likum, at dette med et svagt Bifald skaansomt belønnede
Hvad der mildt fortjente at optages med Tavshed“. —
Dette enkelte Uheld med Chr. Winthers eget Digt dæm
pede ingenlunde hans Henrykkelse over hende; naar
han f. Ex. kom til
Deichmanns,
lagde han sin Haand
paa Frøken
Deichmanns
Arm og sagde: „Kom
De
nu og sæt Dem herhen med mig, saa skal vi To tale
sammen om
Johanne Lu ise
“. Med exalteret Begejst
ring havde han mødt hende i det private Liv, og hans
Følelser for hende svækkedes ikke. Hun drog ham
ved sin smukke Skikkelse, sit aandfulde Ansigt, de
vidunderlige, lys-mørke Øjne, som, selv da hun blev
gammel, beholdt deres Glans og skovagtige Dybde,
fl 1828, Nr. 106.