— 63 —
det dejlige brune Haar, der faldt i rige Lokker ned om
hendes Nakke, den ualmindelig rene, klare og fint
nuancerede Talestemme og ikke store, men yndefulde
Sangstemme, som hun ved et mærkværdig sjælfuldt
Foredrag gjorde saa fængslende. Hendes Gemyt var
drømmende, og hun tiltrak de Fleste ved sin stille
Grublen og Indesluttethed i sig selv, hvilket gav en
romantisk Baggrund for hendes pikante Skjælmeri og
undertiden frejdige Munterhed.
Om Vinteren traf Chr. Winther hende ikke sjæl
dent i
Rosenkildes
Hus, og her saae den lille
Julie,
den senere' Fru
Sedring,
ham paa Knæ for hende inde
i et afsides Kabinet; men denne samme
Johanne Luise
synes slet ikke at have næret erotiske Følelser for ham,
ihvorvel hun nok holdt af at lade sig tilbede, særligt af
en ung Mand med hans Egenskaber. Om Sommeren
sværmede han — som alt sagt — om hende i Erme-
lundshuset, og snart hed det sig, at de vare forlovede.
Mathilde Viborg,
den senere Professorinde
Barfoed,
kom en Dag med sin Fader, Professor
Viborg,
og sin
Søster, den senere Admiralinde
Irminger,
spaserende
til Boghandler
Deichmanns
Sommerbolig i Lyngby,
hvor Chr. Winther sad i et Lysthus i Haven sammen
med Fru
Deichmann
og Fru
Viborg;
denne Sidste
gik sin Mand imøde og sagde til
ham,
der plejede at
ytre sig meget uforbeholdent: „Viborg, Du maa ikke
udtale Noget om Jfr.
Pdttges
til Chr. Winther; Du.
veed, man almindeligviis siger, han er forlovet med
hende, og, efter Hvad jeg nu har hørt, troer jeg ganske
vist, det er Sandhed“ 1).
h Meddelt mig af Professorinde
Barfoed.