76 / 448
— 6 9 —
Hvert Skud var som et kjærligt Ord,
der gaaer til Hjærtet; thi Farvellet
fra Skibet, som forbi os foer,
med trende Skud os blev gjengjældet.
Efter Fru
Heibergs
Meddelelse til mig1) hentydes
der i disse Vers til hendes Norgesrejse i Sommeren
1829 sammen med
N . P. Nielsen,
Madam
Wexschall
og den yngre
Foersom.
Lige tør Afrejsen havde hun
gjort et Østersgilde for
Heiberg
og Chr. Winther, og
de fulgte hendederefter ombordpaa Skibet.
Chr.
Winther spurgte: „Hvad har De nu med for at forhindre
Søsyge?“
Hun lagde Haanden
paa sit Hjseite og
svarede:„Det ligger her.“
Heiberg
havde nemlig
samme Morgen sendt hende Digtet „Præservativ mod
Søsyge“ 2), hvori der staaer: „Dette maa i bogstavelig
Forstand lægges paa Hjærte.“ Det er jo nemlig et
bekjendt Sagn, at Søsyge forebygges derved, at man
lægger et Stykke Skrivpapir paa Brystet. I det omtalte
Digt staaer der:
Kunde Den, som Verset skrev,
raade lidt for Vejr og Vinde,
skulde Sol og Maane skinne,
Himlen uformørket blev;
hver en stridig Sirøm blev stillet,
Havets hele Bølgeflok
blev et Spejl kun for et Billed,
som man aldrig skuer nok;
alle Storm-Dæmoner vege,
kun en Zefyr skulde lege
med
Johannes
brune Lok.
Turde Den, som Verset skrev,
Tanken det i Følge give,
!) Mindre udførligt meddelt i hendes „Et Liv genoplevet i
Erindringen« I, S. 144— 45. 2)
Heibergs
Poetiske Skrifter VIII, 325.