ChristianWinther

vilde Tanken svimmel blive,

om den ikke sø sy g blev,

ikke just af Søen dukket,

ej af Frygt for Storm og Skjær,

men ved selv at blive vugget,

lille Hjærte, Dig saa nær,

at den kan til Dig sig hælde,

hvert af Dine Slag kan tælle

og tør drømme sig lidt kjær.

Med denne Hilsen sejlede

Johanne Luise. Heiberg

og Winther ilede ud til Bellevue; men, da de kom

der

var Skibet allerede et godt Stykke nordpaa; de hilsede

det da som fortalt i Winthers Vers og fik hurtigt et

dundrende Svar tilbage, mens de selv i Kikkerter

spejdede efter den Bortdragende. I Kristiania fremsagde

Jfr.

Pdttges

Winthers Digt „Sauvegarden“ og modtog

deroppe Brev fra h am *); men dette synes ikke at exi-

stere mere.

Maaske har der paa denne Tid hersket Skinsyge

mellem

Heiberg

og Winther, da de Bægge vare for

elskede i den Samme. Den Vende September 1829

skriver

P. V. Jacobsen

2): „Chr. Winther og

Heiberg

der ere Dusbrødre, have alligevel — som jeg troer —

aldrig ret kunnet lide hinanden. Imidlertid var det dog

næppe dette, men snarere overmodig Glæde over, at han

Dagen forud havde talt for Kongehuset og at han

havde gjort Vers til Transparenter til Festen om Aftenen

i Lyngby3), der ved denne bragte Winther til at tage

x) Se

Joh. Louise Heiberg:

Et Liv gjenoplevet i Erindringen I

S. 148, 149, 160. 2)

Jacobsens

Breve S. 76. 3) I Anledning af

Prins

Ferdinands

og Prinsesse

Carolines

Bryllup 1ste August 1829

bragte Studenterne de Nygifte et Fakkeltog ud til Frederiksberg;

Chr. Winther havde skrevet Sangen (Saml. Digtn. I, S. 4), holdt

Talen og var en af Anførerne. Næste Aften var der Stads paa

„Sorgenfri“.

—

7 0

—