81 / 448
—
7 4 —
Over Nattens høje Himmel
vandrer Maanen, klar som Guld,
og bag Taagens matte Strimmel
synes mig, at Stadens Vrimmel
vinker mig saa underfuld.
Nattergalen slaaer sin Trille
uskyldsren og vemodstung;
ak, hvi kan jeg, skjøndt jeg vilde,
ej de dybe Sukke stille?
Jeg er dog saa frisk og ung!
Anelser og Ungdomslængsel
fylde underligt min Barm;
Hjærtet banker i sit Fængsel,
bitre Fryd og søde Trængsel
farver Kinden luevarm.
Taaren perler i mit Øje,
og den er saa tung og stor!
Over Mark og Dal og Høje
iler vemodsfuldt mit Øje,
og jeg veed ej ret, hvorfor.
Dog jeg troer: bag Fremtids Dække
staaer en Scene, lys og fri;
friske Blomster vil den række,
Længslen dysse, Glæden vække
i dens fulde Harmoni.
Und mig da den sære Glæde,
Sukket skaber i mit Bryst;
mens min Længsel er tilstede,
lad dens Dug kun Rosen væde,
disse Taarer er min Trøst.
Dette Digt overrakte han hende en Søndag Aften
og bad hende, om hun selv vilde sætte Musik til det.
Mandag Morgen ved Solopgang vandrede han saa,
som sædvanligt, paa sin Fod tilbage til Lyngby for i
rette Tid at være
der og
tage fat paa Underviisningen
i det
mujfelmannske
Hus.