ChristianWinther

—

Ridepisken fra

Heiberg

og — for Spøg

banke ham

dermed.

Heiberg

blev vred herover og mindede —

dog tilsyneladende for Spøg — Winther om, at han

ikkun var Børnedressør, etc. (han saae meget ond ud,

sagde Winther), men at han selv (H.) var Professor,

etc. Herover blev Winther saa forbitret, at jeg haabede,

der blev en Duel af. Men, da Winther kom ud til

Heiberg

for at fordre en Forklaring over hine Ord, som

han ej blandt Mængden vilde lade sig mærke med, at

han var krænket ved, forsikrede

Heiberg

, at han ikke

erindrede et Ord, som kunde have fornærmet ham,

erklærede med den ærligste Mine af Verden, at han

aldrig havde tænkt paa Sligt, saa der blev stiftet en

Art Forlig imellem dem. Ogsaa dette synes mig meget

karakteristisk for dem Bægge“ 1).

Jeg har nævnet de Hjem, som foruden det

miiffel-

mannske

bidrog til at gjøre Chr. Winther Livet kjært.

Aldrig kom han til

Bruns

paa Sophienholm;

Kuhlau

som ofte havde været Gjæst

der,

fortalte ham, at han

ikke syntes om dette Hus, og

Poul Meller

var ækel

ved Fru

Bruns

Affektion; men saa kunde paa den

anden Side

Heibergs

Lovpriisninger over dette Hjem

have bødet derpaa. Vist er det, at det ikke vilde have

været Winther naturligt nok; det Jævne tiltrak ham

mest, det kjendte han fra Præstegaardene, og det fandt

han paa denne Tid hos en fjærnt boende Præstefamilie.

Mangen Sommer-Løverdag Eftermiddag, naar det be

gyndte at kølne, vandrede han paa sin Fod den lange

i) Smign.

hermed

Jacobsens

Dagbogsoptegnelser

Personalh.

Tidsskrift 1899, II., S. 89.