80 / 448
— 7 3 —
Winther kjære, og i Kregome fandt han bægge ægte.
Musikken, som var uadskillelig fra hans Natur, dyrkedes
meget
der
, og, naar
Weyses
eller andre Sange blev
sungne om Aftenen derude, kunde han briste i Graad
af poetisk Bevægelse og forsvinde ad Havens Gange.
I Kregome traf han sin gamle, eller rettere:
unge Veninde fra Regensen, Husets Datter,
Ulrikke
Eleonore Strøm.
Han sagde endnu
D u
til hende,
men Følelserne ytrede sig ikke mere som over for et
Barn; nu vare de ikke ganske fri for Erotik, og for
hende begyndte det at gaa op, at hun havde Samkvem
med en Digter. Han skrev — jeg vil ikke sige
til
,
men
f o r
hende — Digtet „Ellinors Sværmeri“ 1). Heri
udtrykte han hendes Følelser og Længsler; men dette
var ham ikke saa svært, da de svarede saa temmelig
nøje til Hvad han selv sjæleligt havde erfaret under
sit lange Ophold i Kjøbelev. Digtet er ifølge hans egen
Opgivelse skrevet 1824 i Kjøbenhavns Rosenbotggade,
men er efter hendes Ord til mig først nogle Aai senere
overgivet hende. Det var sine egne poetiske Tanker
fra hin kjøbelevske Tid, han skildrede i Veis som disse.
Under Granens mørke Grene
i min Faders Urtegaard
tæt ved Kirkemurens Stene
sidder jeg saa tidt alene
i den favre, grønne Vaar.
Naar saa Solens Flammelokker
dukke ned bag Høj og Krat,
helligt klinge Taarnets Klokker,
Linden mildt i Vinden rokker
med sin brede Skyggehat.
x) Sml. Digtn. I., S. 43.