84 / 448
—
7 7 —
Og deres Haandtryk, deres Blikke,
saa ærlige, dem kan jeg ikke
som fordum ærlig svare paa.
Der var engang en herlig Pige1),
som kjærlig mig i Øjet saae;
det Blik var da mit Himmerige;
thi Himlen selv var ej saa blaa!
Nu kan i hendes Børnegruppe
den usle, kolde, unge Gubbe
med slukt Erindring rolig staa.
Ej Alvor, Skjæmt, det Bitre, Søde,
ej Dag, ej Nat med Stjærner smaa,
ej frejdigt Liv og ej det Døde
kan bringe Hjærtet til at slaa;
hvor mat og usel selv min Klage!
Der er ej Gnist af Kraft tilbage, —
o, gid jeg under Mulden laa!
Med
Alvilde
kommer Gjenfødelsen! Snart lyder det2) :
Og da mit Hjærte var saa dødt, og stille
det nedlagt var i Brystets Sarkofage,
paa Kistelaaget Sorgen sad tilbage,
den stirred fælt med sine Blik, de vilde;
men bort fra Stedet vandrede den lille,
den kjære Flok af mine Glædesdage,
som sortindhyllet og med Vemodsklage
paa Graven havde tømt sin Taarekilde! —
Da lød et sødt: „Vaagn op!“ - og Sorgen flyede;
det kom fra hende, som jeg ikke nævner;
fra hendes Øjnes Straaler Dagen gryede!
x) Maaske
Jacobine Høyberg,
(I, S. 60, 61 og 70) som blev gift i
1819. Da dette Digt blev skrevet, havde hun 3 - 4 Børn. ^Række
følgen, hvori han har trykt disse Digte, betyder Intet; han har engang
udtalt til
F. L. Liebenberg,
at han med Villie, for at undgaa Kontrol,
har aftrykt sine Digte i Flæng uden Hensyn til, hvorledes de i Virke
ligheden ere fremkomne efter hverandre. Det vil saaledes sees, at
Sonetten „Jeg glemme Dig“, som er skreven 1820, staaer midt
imellem de tre her omtalte fra en senere Periode. (Sml. Digtn. I.,
S. 83— 86.)