85 / 448
—
7 8
—
Op kraftigt Hjærtet foer af Søvnens Dvale;
i Livets Kamp det atter frejdigt stævner,
og hver dets Daad skal kun om hende tale.
Kjærligheden er vakt; men den bliver ikke besvaret,
det martrede ham, naar hans varme Glød svaledes af
hendes kølige Aande. Saa bad han i Sang Søvnen, at
den vilde forbarme sig over ham og give ham Drømme,
i hvilke der kunde drikkes Glemsel, og hvor Alt var
efter hans ønske:
Der
evig Fred paa hver en Pande hviler,
der
er min Elskte mild; kun
der
hun taaler,
— o, sjældne Fryd — at jeg til hende smiler!
Sin Kjærligheds Art skildrer han:
Saaledes er min Elskov i mit Hjærte:
en himmelsk Draabe, der med alt det Søde,
som Jord og Hav og Eden har i Eje,
fortærer Livets Kraft, men trods sin Smerte
dog lader mig i hellig Vellyst gløde,
indtil den strækker mig paa Gravens Leje.
Ligesaa haabløs og ubesvaret vedblev i det Væsent
lige Chr. Winthers Følelse for
Alvilde Miijffelmann
med
at være gjennem Aarenes Løb. Naar
hun
viste sig kølig,
anslog
han
ofte en overfladisk, spøgende Tone, som
imidlertid ikke svarede til Hvad der vaandede sig i
hans Hjærte. De Digte, hvoraf der her er aftrykt
Brudstykker, gav han ikke
Alvilde;
de udtalte hans
hemmelige Følelser; naar han sendte hende sine po
etiske Udtalelser om hende, var hans Sprog et ganske
andet let og legende. Derom vidner efterstaaende
hidtil utrykte Digte, som hun har overladt mig til Af
benyttelse. Det første fremstod i en Periode, da hun