91 / 448
—
8 4
-
lidt fornem; men denne Fornemhed fik ved nøjere Be
tragtning et vist Anstrøg af Ironi og Naivitet, der tyde
ligt viste, at den ikke var hende i Kjødet baaren, og
den Livlighed og Lyst, den Kjækhed og Frihed, hvor
med hun opfattede og behandlede Alt, hvad der kom
hende imøde, tilintetgjorde lidt efter lidt hint kolde Slør.
Der var næsten Intet, som jo ikke kunde vække hendes
Latter, og selv det Alvorlige vidste hun at aftvinge en
komisk Side.
Felicia {Thora)
var mild og venlig, men
mere alvorlig, og en bly Undseelse for at træde frem i
Ytringer og Domme røbede lidt den landlige Opdragelse.
Men, vovede hun sig stundum til at fremsætte en
Mening eller med højtrødmende Kinder at bekæmpe en
Andens, saa kunde man være temmelig vis paa
at høre noget Sundt og Veltænkt, medens Brunetten i
sin kjække Iver tidt forsvarede de særeste Paastande,
som hun ved mindste Modstand igjen lod falde. Naar
saaledes
Annette
ofte uopholdeligt lod sin Tunges Liv
lighed og sit Lune fri Raadighed, sad
Felicia
for det
Meste tavs og fæstede sine smilende blaa Øjne paa
mig, som om de vilde spørge: „Er hun ikke vel
signet? Er hun ikke morsom?“ Og hvor velsignet,
hvor yndig var hun saa ikke selv!“ 1). Andensteds
lader han Silier sige, at bægge de unge Damer saae
tavse paa ham, den brunette med et livligt, skjælmsk
Udtryk i de sorte ø jne, den blonde, hvis klare, fine
Ansigt og blaa øjne vare mindre bevægelige, med et
idyllisk, dueagtigt Blik, der ikke var ganske frit for
Sværmeri2). Hele denne Karakteristik af de to Søstre
maa forekomme Enhver, som har kjendt dem, træffende.
Sml. Digtn. IX, S. 213— 14. 2) Smsteds S. 210.